Jeg kan maerke hjerteslag falde til ro,
Min puls har vaeret saa hoejt oppe, at jeg ikke kunne naa den,
Lige nu og her har jeg sat et maal om at give slip
og et maal om at vaere glad
Den er svaer at fastholde, men jeg ved, jeg kan.
Man skal ikke holde fast paa nervoesiteten som var den en skat,
siger manden med de groenne oejne.
Efter lidt betaenkningstid, en tur til Queens og en japansk have,
vil jeg gerne give ham ret,
Jeg er soed, dygtig, fin, klog og dejlig som jeg er. Jeg behoever ikke vaere nervoes hver gang, jeg moeder mennesker. Nervoesiteten og bekymringerne er ikke en del af mig, og de behoever ikke blive det, hvis jeg lader vaere med at tage imod dem.
Jeg er taknemmelig for denne seng, for gulerodsjuice og grin med de lokale i det orange supermarked, for chinatown, for mine venner, for manden med de groenne oejne, for hjaelpsomme nye studievejledere, for min familie, for New York, for roen i en skulpturhave, for nye gader, for planlaegning af ture til Pennsylvania eller upstate, for god mad i godt selskab, for lykke, for tilladelse til at sove laenge, for farver, for Walter Benjamins tanker om at vaere, om Rusland og om Berlin, for Neil Young og Yo La Tengo og Det Perfekte Menneskes evne til at faa mig til at slappe af og nyde roen i en larmende tid.
Man skal huske at vaere taknemmelig, at traekke vejr ind
og puste det ud
Jeg vil langsomt give slip.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar