Visere og metal på reolen

Lykken er
et ur, der er gået i stå

Grøn søndag

Der er en knækket ærtebælg på min tallerken
og andre store beslutninger

Tiltro mistro tiltro

Og de løber ned ad kinderne, de blanke tårer, for der er ingenting, der giver mening, det er øjne skåret på langs, surrealismen har indtaget livet selv, og vi er ærlige, så forbistrede forbaskede ærlige, at alle sår springer op, at alle åbninger syr sig selv sammen, at det sortner for fremtiden,

selvom vi netop forlod hinanden.

Kan vi mødes på midten og trække tænderne ud, begive os ud i natten og skide på traditionsbundne narrativer, jeg håber det,
jeg håber det,
jeg nærer håb,
gør jeg ikke?

Jeg har tiltro til mennesker, men mistro til det sorte i natten, i dagen, i den hvisken, der løber langs gangene, måske har jeg mistro til alle på min vej,
måske spærrer det vejen
for, at nogen nogensinde bliver lukket ind.

Jeg håber det ikke, jeg håber på fred i mit sind og i andres. Jeg håber på fred i et kaos, jeg håber på ro til at tænke, jeg håber på rum til at være.

Jeg håber på,at det hele går i sig selv, at det hele går i orden, at der er en god dag i morgen, at der er en god nat i nat.

Easton, PA

Abby førte os fra den nedlagte department store til lafayette, der førte os til indgangen til en anden tid. Der var soul og jazz, en gammel mand med fez-hat var diskjockey, og vi blev straks tilbudt kage; en gæst havde fødselsdag. Der var tilrøget, det var New Orleans i en anden tid, sorte og hvide, lokale. Vi talte med bartenderen med de pæne briller, og den dansable mand, der efter 22 af de brune shots, gav sig i kast med en vild dans, der elegant fejede uden om tomme glas på det aflange bord. Jeg var målløs og følte mig afsindig heldig
over at have fundet et skattekammer, et hul i væggen i Easton, Pennsylvania.

Om morgenen kaldte Ian og serverede vafler med sirup og bacon. Ian ligner og taler som Willem Dafoe. Det var det mest fantastiske sted at vågne. I en nedlagt bygning med atelierer, kæmpe malerier og kærlighed til trods for gennemført forfald. I byen kunne man stolt præstere at have fået USA's første juletræ, ældgamle broer og et vandfald.

Det mindede om et afsnit af Twin Peaks.

Jo

 

I dag har jeg glemt at træde nogen over tæerne.

Av

Rastløst i ventetilstand,
der er ingenting her,

man får pæne ben, hvis man opholder sig i solen,
jeg tror, mine bliver hvidere, hvis jeg går ud,
så bliver inde
og rydder op
for så er der ligesom styr på noget

Hurra for lyserøde kinder og hvide skjorter og den vestlige landsby og 24 grader og at spise fedtet pizzaslice ved vandet. Vind i håret og tro på liv.
Nu er jeg hjemme, søvnig og let ødelagt, følelsesmæssigt,

henfalder til Soko og jordbærtærte.
Det eneste rigtige, åbenbart

En dag i Amerika

Du foragter corporate interests og gentrificering,

men bliver fortvivlet, naar du ikke kan finde din coffeeshop i Bedstuy,

de radikale ideer er forsvundet,

tilbage er de lokale, der er identiske,

og saa kan vi staa paa skuldre

af hinanden

og drikke haandlavet etiopisk kaffe, spise fabrikschokolade, fortaerre mimosa paa mimosa, dyrke haandvaerk og smile ved synet af synlige mursten,

er det ikke bedre, spoerger du, end at stoette de store, onde virksomheder?

Jeg ved det ikke, og jeg skriver fra en computer, 

der muligvis har stoettet et selvmord.

Jeg forstaar mig ikke paa verden, men finder svar i bogen af Benjamin, Walter Benjamin,

der gik imod sine joediske middelklasseforaeldre og forsoegte noget,

Jeg husker paa foedevarefaellesskabet og de timede bade,

den gode miljoemand,

der ikke var haemmet af verdens mangel paa aktion

Maaske er det paa tide at nytaenke sig selv

Etiopisk,

en ny oplevelse.

Har faaet et afslag og en invitation, 

det er vel en ok statistik, indtil videre,

Har haengt ud med Cameron i parken,

afmaalt tid,

den centrale og jordbaermarken,

der hoester anerkendelse ved en gammel platform.

Han sagde, at jeg ikke skal vaere journalist,

men bare goere det, skrive for smaa, nye magasiner, pitche ideer,

det er gratis, men vaerdifuldt

Saadan gik det til, at han pludselig havde taget sin moedom hos the New Yorker,

det er vel en ok statistik, ogsaa

Jeg vil bare laere og vaere fri,

Jeg er slave af min egen beslutning,

semester for semester, siger du,

maaske er det sandt, maaske er det et trin ad gangen,

Giv slip

Jeg kan maerke hjerteslag falde til ro,

Min puls har vaeret saa hoejt oppe, at jeg ikke kunne naa den,

Lige nu og her har jeg sat et maal om at give slip
og et maal om at vaere glad

Den er svaer at fastholde, men jeg ved, jeg kan.

Man skal ikke holde fast paa nervoesiteten som var den en skat,
siger manden med de groenne oejne.

Efter lidt betaenkningstid, en tur til Queens og en japansk have,
vil jeg gerne give ham ret,

Jeg er soed, dygtig, fin, klog og dejlig som jeg er. Jeg behoever ikke vaere nervoes hver gang, jeg moeder mennesker. Nervoesiteten og bekymringerne er ikke en del af mig, og de behoever ikke blive det, hvis jeg lader vaere med at tage imod dem.

Jeg er taknemmelig for denne seng, for gulerodsjuice og grin med de lokale i det orange supermarked, for chinatown, for mine venner, for manden med de groenne oejne, for hjaelpsomme nye studievejledere, for min familie, for New York, for roen i en skulpturhave, for nye gader, for planlaegning af ture til Pennsylvania eller upstate, for god mad i godt selskab, for lykke, for tilladelse til at sove laenge, for farver, for Walter Benjamins tanker om at vaere, om Rusland og om Berlin, for Neil Young og Yo La Tengo og Det Perfekte Menneskes evne til at faa mig til at slappe af og nyde roen i en larmende tid.

Man skal huske at vaere taknemmelig, at traekke vejr ind
og puste det ud

Jeg vil langsomt give slip.

Det er her, jeg hoerer hjemme

... er det ikke, jeg bobler, og nu vil jeg toerre mit haar og danse afsted,
det er her, hvor eventyret begynder,
jeg koerte med bus fra upper east til east vill,
i kompagni med forfaldne facader og en haand paa laaret,

det er dejligt at se byen fra et saede,
haevet over jorden,

glemte tiden i boghandel
spiste kimchee og japanske spydigheder paa spid
og kyssede i hjoerner
mellem dartpile og den skaeggede mand

Brooklyn, jeg har saadan savnet dig,

Mit forår

Som jeg netop sagde til min mor: Hvert forår (hver årstid, egentlig) skal have sit eget soundtrack, så jeg kan huske dem fra hinanden. Hun svarede, at det var det her, hun lyttede til, da hun var ung.

Jeg er helt vild med det til min tirsdag, hvor jeg laver liste på liste; pakkeliste, things-to-do-in-NY-liste, almindelig to-do-liste. Det bliver en god dag.

Oplæsning

Uden ophold, uden indhold, forstået indforståethed,
hvorfor skal forfatterskole-wannabe-damen negligere sit køn,
med dreven stemme taler hun lidt om mænd og ellers sig selv,
efter fire af samme race synes det påtaget,

vi fornemmer et tema,
jeg kunne tale om brystvorter under dynen og semipermeable overflader, sagde pigen,
det er nok tilpas farligt,
og lod sig efterligne,

hvor gik saxosymfonien hen,
beatet er dødt,
og hvem sparker fuglen af pinden, så man påny lytter til ordene
sætter individ i baggrund,
henfalder til Siri i 2. sektion
som rammer punktet i det himmelblå

vi tørster,
som publikum
af en ny tid

til enhver tid

Giv os nu en oplevelse

ps. http://www.dr.dk/tv/se/2-sektion/2-sektion-24

- "du gør det ubevidste bevidst, det skal være en del af den kulturelle debat" (Siri Hustvedt)