Visere og metal på reolen

Lykken er
et ur, der er gået i stå

Grøn søndag

Der er en knækket ærtebælg på min tallerken
og andre store beslutninger

Tiltro mistro tiltro

Og de løber ned ad kinderne, de blanke tårer, for der er ingenting, der giver mening, det er øjne skåret på langs, surrealismen har indtaget livet selv, og vi er ærlige, så forbistrede forbaskede ærlige, at alle sår springer op, at alle åbninger syr sig selv sammen, at det sortner for fremtiden,

selvom vi netop forlod hinanden.

Kan vi mødes på midten og trække tænderne ud, begive os ud i natten og skide på traditionsbundne narrativer, jeg håber det,
jeg håber det,
jeg nærer håb,
gør jeg ikke?

Jeg har tiltro til mennesker, men mistro til det sorte i natten, i dagen, i den hvisken, der løber langs gangene, måske har jeg mistro til alle på min vej,
måske spærrer det vejen
for, at nogen nogensinde bliver lukket ind.

Jeg håber det ikke, jeg håber på fred i mit sind og i andres. Jeg håber på fred i et kaos, jeg håber på ro til at tænke, jeg håber på rum til at være.

Jeg håber på,at det hele går i sig selv, at det hele går i orden, at der er en god dag i morgen, at der er en god nat i nat.

Easton, PA

Abby førte os fra den nedlagte department store til lafayette, der førte os til indgangen til en anden tid. Der var soul og jazz, en gammel mand med fez-hat var diskjockey, og vi blev straks tilbudt kage; en gæst havde fødselsdag. Der var tilrøget, det var New Orleans i en anden tid, sorte og hvide, lokale. Vi talte med bartenderen med de pæne briller, og den dansable mand, der efter 22 af de brune shots, gav sig i kast med en vild dans, der elegant fejede uden om tomme glas på det aflange bord. Jeg var målløs og følte mig afsindig heldig
over at have fundet et skattekammer, et hul i væggen i Easton, Pennsylvania.

Om morgenen kaldte Ian og serverede vafler med sirup og bacon. Ian ligner og taler som Willem Dafoe. Det var det mest fantastiske sted at vågne. I en nedlagt bygning med atelierer, kæmpe malerier og kærlighed til trods for gennemført forfald. I byen kunne man stolt præstere at have fået USA's første juletræ, ældgamle broer og et vandfald.

Det mindede om et afsnit af Twin Peaks.

Jo

 

I dag har jeg glemt at træde nogen over tæerne.

Av

Rastløst i ventetilstand,
der er ingenting her,

man får pæne ben, hvis man opholder sig i solen,
jeg tror, mine bliver hvidere, hvis jeg går ud,
så bliver inde
og rydder op
for så er der ligesom styr på noget

Hurra for lyserøde kinder og hvide skjorter og den vestlige landsby og 24 grader og at spise fedtet pizzaslice ved vandet. Vind i håret og tro på liv.
Nu er jeg hjemme, søvnig og let ødelagt, følelsesmæssigt,

henfalder til Soko og jordbærtærte.
Det eneste rigtige, åbenbart