Tiltro mistro tiltro

Og de løber ned ad kinderne, de blanke tårer, for der er ingenting, der giver mening, det er øjne skåret på langs, surrealismen har indtaget livet selv, og vi er ærlige, så forbistrede forbaskede ærlige, at alle sår springer op, at alle åbninger syr sig selv sammen, at det sortner for fremtiden,

selvom vi netop forlod hinanden.

Kan vi mødes på midten og trække tænderne ud, begive os ud i natten og skide på traditionsbundne narrativer, jeg håber det,
jeg håber det,
jeg nærer håb,
gør jeg ikke?

Jeg har tiltro til mennesker, men mistro til det sorte i natten, i dagen, i den hvisken, der løber langs gangene, måske har jeg mistro til alle på min vej,
måske spærrer det vejen
for, at nogen nogensinde bliver lukket ind.

Jeg håber det ikke, jeg håber på fred i mit sind og i andres. Jeg håber på fred i et kaos, jeg håber på ro til at tænke, jeg håber på rum til at være.

Jeg håber på,at det hele går i sig selv, at det hele går i orden, at der er en god dag i morgen, at der er en god nat i nat.