Abby førte os fra den nedlagte department store til lafayette, der førte os til indgangen til en anden tid. Der var soul og jazz, en gammel mand med fez-hat var diskjockey, og vi blev straks tilbudt kage; en gæst havde fødselsdag. Der var tilrøget, det var New Orleans i en anden tid, sorte og hvide, lokale. Vi talte med bartenderen med de pæne briller, og den dansable mand, der efter 22 af de brune shots, gav sig i kast med en vild dans, der elegant fejede uden om tomme glas på det aflange bord. Jeg var målløs og følte mig afsindig heldig over at have fundet et skattekammer, et hul i væggen i Easton, Pennsylvania.
Om morgenen kaldte Ian og serverede vafler med sirup og bacon. Ian ligner og taler som Willem Dafoe. Det var det mest fantastiske sted at vågne. I en nedlagt bygning med atelierer, kæmpe malerier og kærlighed til trods for gennemført forfald. I byen kunne man stolt præstere at have fået USA's første juletræ, ældgamle broer og et vandfald.
Det mindede om et afsnit af Twin Peaks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar